Introduktion

Amerikansk fodbold går også under overskriften american football, football eller tackle football.

Kort fortalt går spillet ud på at løbe eller gribe bolden til modstanderens målfelt, kaldet endzone, eller sparke bolden i modstanderens mål. Bolden føres frem på banen, enten ved at blive løbet eller kastet. Bolden er aflang og egner sig derfor bedre til kast end til spark.

Hvad er amerikansk fodbold?

Ved første øjekast ser det ud som om at amerikansk fodbold drejer sig om at nedlægge enhver, der bevæger sig, men det er en sport som er utrolig taktisk og som kræver en sans for detalje indenfor teknik og spilforståelse. Det er den ultimative holdsport, da de 11 mand i forsvar- og angrebskæderne skal kende til de forskellige spil-kald og taktik.

Der findes flere varianter af amerikansk fodbold, herunder flag football, hvor der ikke er noget fysisk kontakt, da man tackler ved at trække modstanderens flag fra hoften.

Læs mere om flag football her.

Begreber

Alle de begreber der bruges i amerikansk fodbold, er alle taget fra den amerikanske regelbog, hvorfor dommerne også taler engelsk på banen. Alle store som små episoder, eller spil, har sit eget navn eller korte beskrivelse.

Se en liste over de hyppigste dommerkendelser her.

Normalt er der 7 dommere til en kamp, som kaldes et dommerhold. Hvor alle har deres specifikke området at holde øje med. Hoveddommeren kan altid kendes, da han bærer en hvid kasket.

Spillets rammer

Amerikansk fodbold spilles på en bane, som måler 110×45 meter, som er smallere og længere end almindelig fodbold (soccer). Hvert hold har et mål i hver ende af banen, og en scoringszone kaldet endzone.

Et hold består af op til 45 spillere, men kun 11 af disse er på banen samtidig. Hver spiller har en helt fast og veldefineret rolle og position på banen. Man spiller normalt enten forsvar eller angreb. Når et hold mister bolden, skiftes de 11 angribere ud med 11 forsvarer.

En kamp spilles i fire perioder kaldet quarters, med hver 12 minutters effektiv spilletid. De fire quarters er delt op i to halvlege, hvor holdene går fra banen i pausen. Den effektive spilletid betyder, at en kamp typisk vil tage 2-3 timer. De store kampe i USA, så som Super Bowl, tager dog meget længere tid, da disse kampe er bygget op som et kæmpe show og kan vel mest samlingens med VM finalen i soccer. Mellem de to halvlege er der en pause på 20 minutter. Efter hvert quarter skiftes der banehalvdel.

Spillets forløb i amerikansk fodbold

Spillet går ud på at vinde terræn ved at føre bolden frem ad banen, der er inddelt på tværs i zoner på hver 5 yards (ca. 4,5 meter). Hvert hold har 4 forsøg til at føre bolden mindst 10 yards (ca. 9 meter) frem.

Kampen starter med et såkaldt coin-toss, for at finde ud af hvilket hold skal starte med bolden. Holdet som får bolden er offense (angreb), det modtagende hold er defense (forsvar).

Spillet går nu ud på at holdet, der har bolden (offense) har 4 forsøg til at flytte bolden 10 yards (ca. 9 meter) frem ad banen ved enten at løbe med den eller kaste den. Når angrebet har nået de 10 yards, får de fire nye forsøg til at nå yderligere 10 yards. Der er tid imellem de fire forsøg til at aftale taktikken til angreb og forsvar. Målet er at komme hele vejen ned til modstanderens målzone, hvorved man scorer et touchdown.

Læs om pointtælling her.

Hvis man efter de 3 første forsøg ikke har nået de 10 yards, kan man bruge 4. forsøg på enten at prøve igen, man kan sparke bolden langt ned på modstanderens banehalvdel for at give dårligere udgangsposition til dem, eller man kan (hvis man er indenfor rækkevidde) sparke på mål (kaldet et field goal).

Amerikansk fodbold en meget fysisk sport, samtidig med at det også en meget taktisk sport, hvor hver spiller har sin egen specielle rolle – nærmest som i et skakspil. Du vil derfor se, at spillerne stikker hovederne sammen og aftaler næste spil, play, hver gang der er et spilstop.

Spillet sættes i gang ved et såkaldt snap, hvor centeren afleverer bolden til quarterbacken, som enten står lige bag ved ham eller et par metre længere tilbage. Quarterbacken er den spiller på holdet, der dirigerer angrebsspillet og vel nok også den spiller der igennem tiden har været og er mest fokus på, da det er hans beslutninger der afgør om et angreb lykkes og derved også om en kamp vindes.

Quarterbacken kan enten aflevere bolden bagud til en runningback, der løber fremad med bolden indtil han tackles eller også kan quarterbacken vælge at kaste bolden fremad til en fri angriber, f.eks. en wide receiver, en runningback eller en tight end.

Det siger sig selv, at man kan vinde mest terræn ved at kaste bolden fremad, men risikoen er også, at en modspiller griber bolden i luften, som kaldes en interception – og så går spillet den anden vej.

De eneste spillere, der ikke må tage imod en aflevering, er de offensive linemen – TacklesGuardsog Center.

Se mere om positioner på banen her.

Udstyr

Der bruges specifikt udstyr i amerikansk fodbold, læs mere om hvad du skal bruge for at komme igang med at spille her.

Kom igang med at spille…

Læs mere om hvordan du skal komme igang, ved at læse mere om niveau og hvorfor du skal starte med at spille.

Hvis du er klar til at prøvetræne, så find en klub i nærheden af dig her.